Hvis man kan, så gør man det
Low Arousal tager, ligesom KRAP-tankegangen, udgangspunkt i menneskesyn, som tager afsæt i at ”en person altid gør sit bedste i en given situation. Dvs. at den reaktion der kommer, er personens bedste bud på at håndtere den pågældende situation. Når personen reagerer med en udfordrende adfærd, skyldes det, at denne har mistet kontrollen over sig selv og ikke kan/formår at handle anderledes. Kravet ligger uden for beboerens nærmeste udviklingszone. Det giver en forståelse og et arbejdsgrundlag, der hedder, at vores beboere ikke kommer i konflikter, fordi de vil være onde, provokere eller ønsker konflikter men i stedet som en reaktion på, at de er i en situation, som de ikke har ressourcer til at håndtere anderledes, da kravene i en given situation synes større end de oplevede ressourcer, hvilket medfører kaos og tab af kontrol. Derfor er personalets opgave at forebygge og tilpasse vores handlinger, krav, forventninger og kommunikation til den enkelte beboer, således at beboeren får de bedste betingelser for at håndtere og agere i verden. Vi arbejder således med altid at stille krav til vores beboere, der ligger inden for den enkelte beboers nærmeste udviklingszone, ligesom det er vores ansvar at stille kravet på en måde, så det bliver så let som muligt for beboeren at sige ”ja” til kravet. Således tilpasser personalet måden og ikke nødvendigvis niveauet af kravet. Det virker således nedtrappende, hvis beboeren oplever at det stillede krav stemmer over ens med de oplevede ressourcer.
”Den der tager ansvar kan påvirke”
Det betyder, at vi som personale påtager os ansvaret, hvis der opstår en konflikt, eller hvis der opstår problemer i en kravsituation. Det er vigtigt, at personalet tager dette ansvar, da det giver mulighed for påvirkning og forandring. Hvis personalet i stedet møder beboerne med infleksibilitet, vil beboeren ofte reagere med endnu mere infleksibilitet pga. affektsmitten. Det betyder i praksis, at jo mere infleksibel beboeren er, jo mere fleksibel skal personalet være. Så når en beboer afviser at deltage i en aktivitet, er det personalets ansvar at finde ud af, hvad der skal ændres, så beboeren kan sige ”ja.”
Målet er at hverken borger eller medarbejder taber kontrollen.Når personalet kontinuerligt tager ansvar og reflekterer over egne handle-og reaktionsmønstre, i de situationer, hvor der opstår udfordrende adfærd, arbejdes der med fokus på at være en del af løsningen/påvirkningen, der får noget til at lykkes. Når man arbejder med Low Arousal, er det vigtigt at man kontinuerligt øver sig i ikke at gå med op i affekt, dvs. i et højt arousalniveau, selvom beboeren gør det, men i stedet forsøger at bevare og udstråle ro. Dette kræver, at man træder et skridt tilbage i stedet for et skridt frem – både konkret og billedligt.Samspillet mellem beboerens stress og vores respons i situationen er altså centralt i Low Arousal.